SubElectro 200 er usædvanligt alsidig. Den er specialiseret i præcis gengivelse af dybe toner. Derfor kan den anvendes i en hjemmebiograf, hvor den vil tilføre energi og drama til filmoplevelsen. Helt usædvanligt for aktive subwoofere kan den også anvendes i et musikanlæg, hvor den yder en dybere og mere præcis bas end en almindelig højttaler kan tilbyde også selvom den er meget større.
De fleste kender problemet med buldrende bas fra aktive subwoofere. Lyden bliver upræcis og det er svært at adskille forskellige lyde fra hinanden. Vigtige elementer i lyden forsvinder og selv forskellige instrumenter lyder ens. Sådan er det ikke med en SA SubElectro, for den gør en særlig indsats for hurtighed og præcision.
Den ekstreme indbyggede forstærker rummer en kraftig strømforsyning, der er i stand til at levere meget store effekter. Bashøjttalerens magnet er mindst dobbelt så stor, som magneten i en almindelig aktiv subwoofer. Kabinettet er fremstillet af 25mm finéret MDF, for at opnå optimal stabilitet. På forsiden og i bunden er kabinettet yderligere forstærket, så tykkelsen henholdsvis er 35 og 50mm. Denne kombination af stor stabilitet, masser af forstærkereffekt og stor kontrol over bashøjttalerens membranbevægelser giver en utrolig energi og præcision, der er let at integrere i lyden fra dine øvrige højttalere.